Byretten: Ung mand frifundet for knivstikkeri

En 18-årig ung mand var mandag på anklagebænken i Retten i Nykøbing Falster anklaget for at have været toneangivende i et voldsorgie og dagen efter i mere vold og et knivstikkeri i Vordingborg.

Anklager Mathias Andersen ville have ham buret inde i halvandet år, men han blev frifundet af dommer Kim Rasmussen og de to domsmænd, skriver Sjællandske.

Anklageren kunne ikke bevise, at ofret var blevet gennembanket en aften i juni, og det var heller ikke klart, om den tiltalte havde været på stedet, da knivstikkeriet fandt sted. Selv sagde han, at han været i Fields.

At det overhovedet kom til vold grunder angiveligt i, at ofret, en ung mand af udenlandsk herkomst, skulle have stjålet noget amfetamin (speed) fra den tiltalte.

Anklagen lyder på, at de begge to var til stede i en lejlighed i det indre Vordingborg 14. juni om aftenen. Fire af den 18-åriges venner var også i lejligheden, og nu blev ofret gennemtæsket, slået og sparket ikke mindre end 11 gange.

Om det passer, er svært at vide, da ofret først til politiet fortalte, at overfaldet var sket i en baggård til The Old Irish Pub. I proceduren mente forsvarer Torben Rasmussen rent ud sagt, at ofret (og hans far) var »fuld af løgn«. På hospitalet havde de ikke behandlet ham, fordi han var blevet tæsket, men fordi han havde indtaget narkotika.

Faren til ofret vidnede i retten bl.a. fordi de fem unge mænd, hvoraf tiltale var den ene, ringede på hans dør på aftenen for overfaldet. Han fortalte, at de var meget aggressive og ville tale med hans søn. En times tid senere kom sønnen så hjem, og faren fortalte, at han var blevet gennembanket.

Knivstikkeri

Men han vidnede også, fordi han var den person, som blev stukket med en kniv dagen efter. Det var i forbindelse med, at hans søn blev ved med at kaste op, og en ambulance blev tilkaldt. Da ambulancen tog sønnen med på hospitalet, ville faren ifølge sin egen forklaring følge efter i bil, men det nåede han ikke, for de fem unge mænd fra dagen før stod opstillet ved hans hoveddør.

Nu skiller forklaringerne så igen. Faren siger, at tiltalte skubbede og sparkede til ham, og det gjorde en af de andre også. Det endte med, at den 18-årige stak ham i maven med et tre-fire cm dybt stik, der kun var et par cm fra at ramme vitale organer, hvilket kunne have bragt ham i livsfare. Herefter fik faren sin yngste søn, der legede tæt på, til at ringe 112.

At han blev stukket, er der ingen tvivl om, men hvem gjorde det? Faren er sikker på, at det var den 18-årige, men tiltalte siger selv, at han var i Fields.

Et uafhængigt vidne fortalte på første retsdag, at det var faren, der var den aggressive og forfulgte de fem unge, der prøvede at slippe væk. Her trak en af dem en kniv. Så hvem er egentlig ofret?

Hvem var ofret

En del af anklager Mathias Andersens argumentation var, at faren havde genkendt den 18-årige ved fotodokumentation på politistationen. Men forsvareren påpegede, at faren var blevet vist et billede af tiltalte inden, og derfor var dokumentationen ikke noget værd.

Anklageren mente, at der var tale om så grov vold, at en »normal« straf for grov vold (§ 245) skulle skærpes, så straffen kom op på »i omegnen af halvandet års fængsel«. Torben Rasmussen plæderede for frifindelse i begge forhold.

Efter en votering på 20 minutter endte det med frifindelse, da det er anklageren, der skal løfte bevisbyrden, og det mente retten ikke, at han havde kunnet.

Det skriver Sjællandske