Alle beboere evakueret efter brand

Brandvæsen, politi og ambulancer rykkede tirsdag formiddag talrigt til Skælskør.

På Nyvej stod en lejlighed i en etageejendom i lys lue, hvorfor hele blokkens beboere blev evakueret og samlet i det nærliggende fælleshus.

En beboer alarmerede politiet kort før klokken 10 grundet flammer, der stod ud af et køkkenvindue. Af den grund - og fordi der er tale om et større lejlighedskompleks - rykkede brandvæsnet ud med hele kavaleriet.

Ejendommen ligger i et beboelseskvarter ved såvel Parkvej som Nyvej og ligger tæt ved fritidsklub, centrum og supermarked.

Der er udsigt til, at beboere i de øvrige opgange kan vende hjem snart, mens personer, der bor i den pågældende opgang, må væbne sig med tålmodighed. Tidshorisonten er endnu uvis.

Flere lejligheder har røg-, vand- og brandskader.

SN.dk følger sagen...