Skole fortsætter i talent-netværk

Holbæk Private Realskole er blevet certificeret i Science og Talent 2020, så skolen også i det kommende år forpligter sig til at have en talentvejleder og en talentstrategi for skolens samlede talentindsats.

Det oplyser Holbæk Private Realskole i en pressemeddelelse.

Skolen er den eneste i Holbæk Kommune med en sådan certificering. Det er Astra - Det nationale naturfagscenter, som står bag certificeringen, og den enkelte skole betaler 6000 kroner for at være med i netværket af certificerede skoler.

I 2019 har 18 grundskoler - både privatskoler og folkeskoler - været med i ordningen, der går under navnet Science Talenter.

- Det er fantastisk at have mulighed for at udfordre de af vores elever, der har et særligt talent inden for et fag, på tværs af årgangene. Det giver et helt særligt fællesskab, at vi med en klar strategi og i samarbejde med forskellige andre interessenter kan give eleverne udfordringer, der kan være med til hele tiden at skærpe deres interesse for faget, siger Sarah Søndergård, Holbæk Private Realskoles talentvejleder, i pressemeddelelsen.

Som en del af talentindsatsen deltager elever fra realskolen i en række aktiviteter både internt og eksternt i blandt andet engelsk, matematik og dansk.

I skolens dagligdag er der fokus på at få implementeret en talentundervisning, så de dygtigste elever også bliver dygtigere. Herudover deltager elever i nationale konkurrencer og events og camp-forløb hos Science Talenter.