Billeder og video: Brandmand ramt af fyrværkeri: Kolonihavehus brændt ned

En brandmand blev ramt af fyrværkeri i ansigtet, da han tidligt søndag morgen var i gang med at slukke en brand i et kolonihavehus i Brøndby Strand.

Brandmanden måtte behandles, men har ikke fået alvorlige skader, oplyser Vestegnens Politi.

- Det er - mildt sagt - meget, meget irriterende og uacceptabelt, at brand- og politifolk skal mødes på denne måde, når de er ude og passe deres arbejde, lyder det fra vagtchefen hos Vestegnens Politi, Lars Jørgensen.

Hovedstadens Beredskab og Vestegnens Politi blev søndag morgen klokken 06.46 kaldt til Strandesplanaden i Brøndby Strand, efter vidner fra nærliggende lejligheder havde set ild.

Der var tale om et mindre kolonihavehus i træ, som var overtændt, og som trods en hurtig indsats fra brandfolkene, udbrændte fuldstændig. Ingen personer kom noget til, og der var ikke fare for, at ilden ville sprede sig.

Mens brandfolkene var fokuseret på slukningsarbejdet, blev der affyret fyrværkeri direkte mod dem, og i den forbindelse blev en brandmand altså ramt. Ingen af politi- og brandfolkene, der arbejdede på stedet, nåede at se selve hændelsen, fordi de var optaget af branden.

Efterfølgende traf Vestegnens Politi fire unge mennesker. Dem har politiet snakket med, men der er ikke på nuværende tidspunkt sikre indikationer på, at de har været involveret.

Vagtchef Lars Jørgensen fortæller, at der nu er sat en efterforskning i gang, dels af branden, dels af affyringen af fyrværkeri.