Konservative bakker op om Bergman

KANDIDAT Det Konservative Folkeparti i Halsnæs har netop holdt ordinær generalforsamling og præsenterede, foruden et lille overskud i foreningens regnskab for 2018, også et par nye ansigter i bestyrelsen. Samtidig fik medlemmerne lejlighed til at hilse på en af Nordsjællands Storkreds' konservative folketingskandidater, nemlig Birgitte Bergman.

Som ansat i Visit Nordsjælland har hun været en af frontløberne for aftalerne om krydstogtanløb til Hundested Havn, så Birgitte Bergman er et kendt ansigt her i Halsnæs.

"Da Halsnæs vælgerforening inviterede mig til deres generalforsamling med budskabet om en opbakning til mit kandidatur, var jeg ikke i tvivl om at sige "ja tak", siger kandidaten Birgitte Bergman, der beskriver sig selv som "datter af en smed" og dermed ikke så nem at slå af pinden.

"Jeg har arbejdet med turismeudvikling de sidste 10 år, har fået krydstogtsturismen til Hundested og set hvilken effekt, det har haft på byen og området. Jeg vil arbejde for vækst til Halsnæs. En af mine mærkesager er bl.a. flere uddannelser til Nordsjælland. Og her vil de mellemlange uddannelser indenfor håndværk passe perfekt til Halsnæs," forklarer hun og mener at bedre infrastruktur vil være med til at hæve lokalområdet.

"Nu må det være nok med, at jyderne løber med alle motorvejene, så det er glædeligt, at det tyder på et bredt flertal hen over midten i Folketinget til at få færdiggjort Hillerødmotorvejens forlængelse samt Frederikssundsmotorvejens sidste etape. Nu må vi i glæden over det, ikke glemme de 19.000 biler som hver dag holder i kø i Kregmerundkørslen - det skal der også styr på nu.".

I Nordsjællands Storkreds er opstillet seks folketingskandidater for Det Konservative Folkeparti, og i Halsnæs har partiforeningen meldt ud, at der skal arbejdes aktivt for tre af dem: Birgitte Bergman, Mette Abildgaard og Kjeld Haslund.

Den nye bestyrelse hos De Konservative i Halsnæs er Kirsten Aunstrup, Charlotte E. Dalsgaard, Søren Vester-Fabrin, Kim Jensen og Peter Nørris Dalsgaard.