S står fast på anlægsprojekter

Det er en skidt idé at følge Venstres forslag om at indstille anlægsprojekter, som står til at blive sat i gang i år, mener Socialdemokratiets ordfører, Daniel Prehn.

- Vi kan ikke løse tingene med en snuptagsløsning. Man kan ikke tage en del af anlægsbudgettet for i år og tro, at det kan klare en del af vores udfordringer for næste år, for det hjælper ikke på driften. Desuden er de store poster på anlægsbudgettet skolerenoveringer, cyklistprojekter og andre ting, som folk venter på bliver gennemført, og som det ikke giver mening at udsætte. Det vil også skabe usikkerhed om andre kommende projekter, som kommunen har sat penge af til, fordi nogle vil begynde at tvivle på, om pengene overhovedet kommer, og den usikkerhed ønsker vi ikke, siger Daniel Prehn.

Han peger på, at Venstre selv deltog i det forlig, der ligger til grund for budgettet for 2019. Forliget blev indgået i slutningen af august, men formelt blev budgettet først vedtaget i oktober.

- Jeg synes, Venstre må gøre op med sig selv, om de vil være en seriøs budgetpartner, som man kan stole på, og som vil stå på mål for det budget, de selv var med til at lave, siger Daniel Prehn.