Ny folketingskandidat: SF vælger en klar lokal stemme

SF Taastrup og SF Albertslund har i fællesskab opstillet Vivi Nør Jacobsen fra Albertslund, som deres kandidat til en plads i Folketinget

Der er lang tid til næste folketingsvalg, men står det til SF Høje Taastrup og SF Albertslund, skal endnu en SF'er vælges ind, og de har sammen valgt at stille med den 44-årige albertslunder Vivi Nør Jacobsen.

Forskellen i ressourcer og særligt muligheden for at bruge dem, er tydelig for mig. Mennesker, der lever liv præget af alkohol, svigt, radikalisering, usikkerhed eller psykisk vold har ikke samme muligheder for at gribe velfærdssamfundets tilbud. Det er et stærkt fokus for mig: At skabe mulighederne for, at flere mennesker får muligheder, kan være trygge og dermed kan leve gode liv, siger kandidaten.

Vivi Nør Jacobsen var opstillet ved forrige folketingsvalg og fik næsten 2000 personlige stemmer. Lokalt er hun kendt som talsperson for borgergruppen Bevar Vestskoven, der har kæmpet og vundet kampen for at undgå etagerboliger i Vestskoven. Samtidig er hun aktiv på skoleområdet som formand for skolerådet i Albertslund og medlem af Herstedlundskoles og Albertslund Ungecenters bestyrelser.

En ære at blive opstillet

"Vivi har stor energi og kæmper aktivistisk, men evner også at slå ind på en pragmatisk kurs, så hun rent faktisk kommer i mål med tingene. Hun har været med i budgetforhandlingerne i Albertslund de seneste fire år og bl.a. kæmpet for faste teams i hjemmeplejen, en træpolitik, øget biodiversitet og penge til tryghed og forebyggelse", siger Else Morthorst, formand for SF Albertslund. Kandidaten selv er glad og stolt af, at være valgt som kandidat af de to partiforeninger, der tilsammen udgør Taastrupkredsen, når der er folketingsvalg.

"Jeg synes, det er en ære at blive opstillet. Vestegnen og vores byer fortjener mere positiv opmærksomhed fra Christiansborg, og det vil jeg arbejde for at vi får, siger kandidaten.

Meget lokalt forankret

Hun er ikke født i Albertslund, men har boet i byen i 12 år og betegner sig selv som meget lokalt forankret. Om ophavet til sit politiske arbejde siger hun:

"Jeg er vokset op med en mor på kontor og en far på slagteri, mens jeg selv blev akademiker. Jeg kender værdien af velfærdssamfundet og ved, hvilken forskel tryghed gør for mennesker - især de yngste og de ældste. Det velfærdssamfund og den tryghed, vil jeg værne om og kæmpe for, som kredskandidat for SF i Albertslund og SF Høje Taastrup".

Valget

SF gik frem ved forrige valg, og skal man tro den seneste tids meningsmålinger, står SF til yderligere fremgang. Står det til SF Taastrup og SF Albertslund, skal der vælges mindst to SF'ere fra Københavns Omegnsstorkreds og den ene må meget gerne være Taastrupkandidaten:

"En lokal kandidat, der kan og vil kæmpe for vores lokale udvikling, mod uligheden og ved at inddrage andre er hvad vi får med Vivi som vores kandidat, og det er vi rigtig glade for", slutter de to formænd for SF-partiforeningerne i Høje Taastrup, Jan Kjær, og Albertslund, Else Dahl Morthorst.