Covid-19: Smitterekord i Halsnæs

Den seneste uge har 23 Halsnæs-borgere fået konstateret covid-19 smitte, det er 3,5 gange højere end bekymringsgrænsen

Halsnæs Corona-virus har for alvor fået tag i Halsnæs de seneste uger. Fra et smittetal på 3 i uge 41, over 10 i uge 42 er antal smittede i uge 43 (20/10 - 26/10) steget til 23. Det er ny smitterekord i Halsnæs.

Det skal dog understreges, at der er tale om registrerede covid-19 smittede.

Da den første bølge af Corona­smitte ramte Danmark i marts-april, blev der testet langt færre end i dag, så mørketallet var derfor større dengang.

De 23 nye covid-19 tilfælde i Halsnæs den seneste uge svarer til en smittehyppighed (incidens) på 73,5 pr. 100.000 indbyggere.

Det er tre en halv gang højere end sundhedsmyndighedernes bekymringsgrænse på 20.

Halsnæs har hidtil ligget i den absolut lave ende, når det gælder smitteudbredelse i Hovedstadsområdet. Men med den seneste uges kraftige stigning overhaler Halsnæs nu både Gribskov og Frederikssund kommuner, som lige nu har en incidens på henholdsvis 24 og 33.

Selvom smittespredningen med en incidens på 73,5 er stor i Halsnæs, så er det intet i sammenligning med de værst ramte kommuner Brøndby, Ishøj og Høje-Taastrup, der har en incidens på henholdsvis 269, 271 og 310.

Altså ca. 4 gange højere end i Halsnæs.

Smittetallet er på vej hastigt op i hele landet, og det samme er antallet af indlagte med covid-19 på landets hospitaler.

Med 145 indlagte p.t. (26/10) er der dog endnu et stykke vej til rekorden, som blev sat 1. april med 533 covid-19 indlagte.

Lav testhyppighed i Halsnæs

Borgerne i Halsnæs er mindre tilbøjelige til at lade sig teste for covid-19 end andre borgere i Hovedstadsområdet.

I alt har Halsnæs-borgere fået udført 13.094 covid-19 test, hvilket svarer til 41.845 test pr. 100.000 indbyggere.

Det er den laveste testhyppighed i Region Hovedstaden.

Nabokommunerne Gribskov (44.110 test pr. 100.000) og Frederikssund (45.440 test pr. 100.000) ligger henholdsvis næst lavest og tredje lavest, når det gælder testhyppighed i Region Hovedstaden.