Corona-stop i 1. division: - Vanvittigt og uforståeligt

Nordsjælland Håndbolds direktør forstår ikke logikken i, at 1. division ikke må spille videre

De næstbedste håndboldrækker i landet bliver sat på stand by med øjeblikkelig virkning frem til den 23. november. Og det rammer blandt andre Nordsjælland Håndbold, der spiller i 1. division.

Myndighederne har besluttet, at 1. division ikke er undtaget af forsamlingsloftet på 10 personer, og derfor får spillerne altså nu en ufrivillig kamppause på mindst fire uger.

"Det er vanvittigt og uforståeligt".

Sådan lyder kommentaren fra Nordsjælland Håndbolds direktør H.P. Dueholm i klubbens nyhedsbrev.

Mangel på respekt

Han fatter ikke logikken i, at myndighederne tillader ligahåndbold, som en del af underholdningsindustrien, mens 1. division nu pludselig ikke må spille videre.

"Der mangler respekt for os, der kører professionelle håndboldklubber. Og jeg har svært ved at se forskellen på ligaen og 1. division: Vi har opfyldt de samme krav til beskyttelse af tilskuerne og har taget alle de hensyn, myndighederne har bedt os om. Og der har ikke været udbrud af corona efter håndboldkampe," lyder det fra Dueholm i pressemeddelelsen.

For trænerne betyder forbuddet mod at spille også nogle træningsudfordringer, da der maksimalt må være ti personer samlet på én gang. Spillerne skal derfor deles op i grupper til træningerne, og det medfører ifølge klubben nogle udfordringer.

Tre kampe udskydes

For Nordsjælland Håndbold betyder corona-stoppet, at tre kampe bliver berørt. Klubben skulle have spiller mod TM Tønder fredag 30. oktober, mod Grindsted lørdag 14. november i Helsingør Hallen og mod Team Sydhavsøerne ude fredag 20. november.

"Divisionsforeningen har endnu ikke taget stilling til, hvordan de udsatte kampe så kan afvikles, står der i nyhedsbrevet fra Nordsjælland Håndbold.