Stearinlys og erotiske digte på Kaffebar

Mw

Der er risiko for duggede ruder på Kaffebar i Slotsgade på torsdag den 22. oktober.

Her kommer Louise Diamant nemlig på besøg og læser højt fra sin digtsamling med erotiske digte.

"Vi tænder masser af stearinlys, og tænker det bliver en pirrende og underholdende aften," fortæller Lene Rømer fra Kaffebar.

Louise Diamant, der er fra Hillerød, er digter, forfatter og scene performer.

"Jeg kan garantere en sjov og anderledes kulturel aften på Kaffebar. Det bliver en aften med digtoplæsning fra min danske digtsamling 'Dryppende Ord', hvor hovedtemaet er erotik og kærlighed udtrykt med sensuelle undertoner og humor. Det kommer forresten også til at handle om Søren Brostrøm," fortæller Louise Diamant.

Der er mulighed for at købe et 'hyggebræt' med pølse og ost, og tilmelding er nødvendig, da der er et begrænset antal pladser. Det skal ske på nbkaffebar@gmail.com.

Du kan læse mere om Louise Diamant på www.louisediamant.dk.

mw