Historisk hurtig føring og et målmandskiks sendte FC Nordsjælland opad i tabellen

fodbold Uret havde ikke rundet tre minutter på Farum Park, før FC Nordsjælland allerede var foran med 2-0, da AGF søndag aften var på visit i rundens sene kamp. På kampens allerførste angreb kiksede en forsvarsspiller fra AGF. Bolden røg hen til en helt fri Issac Atanga, der kunne sende bolden flat i det lange hjørne.

Kampens andet angreb stod AGF for, men efter en bolderobring og en både heldig og dygtig dribletur var FC Nordsjællands Kamaldeen helt alene igennem og gjorde det til 2-0, da han udplacerede målmand Kamil Grabara. Og inden tiden havde passeret ti minutter, havde den beskedne flok tilskuere på Farum Park fået kampens tredje mål, da Patrick Mortensen tæt under mål headede en reducering ind.

Hurtigste i historien

Og hvis publikum fik det indtryk, at målene faldt hurtigt, er det ikke helt skævt. FC Nordsjællands føring inden tre minutter på 2-0 er faktisk den hurtigste i superligaens historie, skriver statistikerne fra danskfodbold.com på Twitter.

Både AGF-målmand Kamil Grabara og FCN's Kamaldeen fik senere hen skurkeroller. Kamaldeen var i sprudlende spillehumør og udfordrede gang på gang AGF med sine driblinger. Dog fik han med et kvarter tilbage sit andet gule kort og dermed en tur tidligt i bad.

Forinden havde FCN's første målscorer Atanga dog gjort det til 3-1, da målmand Grabara koksede ved en tilbagelægning og sendte bolden direkte ind på Atangas fod og ind i målet.

Mest scorende

Mens vejret var koldt, kunne publikum glæde sig over en chancerig og underholdende kamp. Med sejren kravler FC Nordsjælland op på en fjerdeplads og er efter ti runder det mest scorende hold i den bedste danske række. Brøndby kan dog også kravle op på 20 mål, hvis de scorer tre mandag aften mod Lyngby.

I næste kamp skal FC Nordsjælland en tur til Sønderjylland og SønderjyskE, mens FC København venter til næste hjemmekamp den 13. december. Den 20. december slutter FC Nordsjælland efteråret af mod FC Midtjylland på udebane.