Få en tjans med at lære unge om livet

Hvis man kender en fortælleglad fredensborgenser, der elsker at kigge på fugle, er vild med at nørde aktier, bruger timevis på at farve garn eller noget helt fjerde, så vil Skolen i Virkeligheden meget gerne høre fra en af jer.

Skolen i Virkeligheden er en non-profit webportal, som i dag har omkring 2.200 tilbud, der hjælper skolelærere med at få deres elever med ud i virkeligheden eller få virkeligheden ind i skolen. Portalen vil gerne have endnu flere med, og der er derfor godt nyt at hente til alle Fredensborgs bedste fortællere, lokalforeninger, selvudnævnte eksperter og originaler, for det er netop dem, skoleportalen er på udkig efter, fremgår det af en pressemeddelelse.

- De fleste har noget, de ved meget om, og som de brænder for at dele med andre. Det gælder uden tvivl også i Fredensborg. Vi leder derfor med lys og lygte efter ildsjæle, lokalforeninger samt officielle eller selvbestaltede eksperter, som vil dele deres viden og entusiasme for et emne, et sted, en hobby eller deres job, og fortælle nysgerrige skolebørn om det, udtaler Thomas Rasmussen, der er projektleder hos Skolenivirkeligheden.dk.

Til gavn i livet

Det er veldokumenteret, at klasseundervisning, som suppleres med oplevelser i naturen, på kulturinstitutioner, virksomheder eller andre steder, giver varige læringsresultater og motiverer skolebørnene til mere læring.

Det gør stort indtryk på børnene og giver dem en forståelse for, hvad skole og læring også kan være. Den forståelse vil gavne dem senere i livet, når de for eksempel skal tage beslutninger om uddannelse og arbejde.

Derfor arbejder Skolen i Virkeligheden for, at skolebørn kan møde og lære af mennesker, som brænder for alt fra sociale medier og grønlandske juletraditioner til iværksætteri og farveskift hos fladfisk. Andre kommer ud på skolerne og fortæller børnene en historie, de har på hjerte. Måske er de pårørende til en misbruger eller kan fortælle om, hvordan det er at leve med angst.

Man kan tilmelde sig eller læse mere om at blive ildsjæl på: https://www.skolenivirkeligheden.dk/c/ildsjæl

Skolen i Virkeligheden er en non-profit organisation, som siden 2012 har arbejdet for at få skolebørn ud i virkeligheden - og virkeligheden ind i skolen - over hele landet. Skolen i Virkeligheden er udviklet af Fredensborg Kommune.