Tre skarpe om nytår: Godt at 2019 er overstået

Vi har stillet de samme tre spørgsmål her ved årsskiftet til medlemmer af kommunalbestyrelsen. I dag Sofie Amalie Blomsterberg (V)

Nytår 1. Hvad er det bedste der er sket i Albertslund i 2019?

Det bedste der er sket for Albertslund må være, at 2019 endeligt er overstået og vi kan begynde at se fremad efter et hårdt budgetforløb, hvor vi desværre har måtte sig farvel til en masse dygtige medarbejdere i organisationen.

I Venstre er vi rigtig glade for, at det ser ud til at udvidelserne på stadion skrider frem og, at vi kan tage en ny hal i brug til gavn for idrætslivet i Albertslund. Vi havde dog gerne set, at vi havde skudt investeringen et enkelt år, af hensyn til den trængte økonomi, men ikke desto mindre er vi glade for udvidelsen af stadion.

2. Hvad er det værste der er sket i Albertslund i 2019?

Det værste der er sket i Albertslund må helt klart være de mange svære budgetbesparelser Albertslund endnu en gang har skulle igennem. Dem ville vi meget gerne have været foruden, men dårlig økonomisk styring gennem mange år har desværre sat os i denne situation endnu engang.

Vi ville gerne have været med til at tage ansvar for at genoprette økonomien, men med en udsigt til en skattestigning, kunne vi ikke være en del af budgetforliget, da vi ikke mener at borgerne i Albertslund, som i forvejen betaler en høj skat, skulle betale endnu mere.

3. Hvad er dit største ønske for Albertslund i 2020?

Jeg glæder mig helt personligt til endnu en gang at sætte mig i stolen omkring bordet, og være med til at påvirke udviklingen i Albertslund Kommune.

Venstres største ønske for Albertslund bliver, at vi kan fortsætte udviklingen af byen og vores boligområder, der kan tiltrække nye borgere til byen. Udviklingen af COOP-grunden og Fængselsgrunden er to vigtige og store projekter, vi skal have fokus på næste år. Derudover skal vi fortsat have fokus på beskæftigelsesindsatsen så vi sikre, at så mange som muligt står på egne ben og bliver helt eller delvist selvforsørgende.