Julemotion i Gribskov

Vandreforeningen Gribskovens Hårde Kerne indbyder alle til at komme en tur i skoven lørdag 28. december.

For dem, der trænger til frisk luft og motion efter julens madglæder, arrangeres der afmærkede ture på 5, 10 og 15 kilometer.

Startstedet er foreningens klubhus Kernehuset, Helsingevej 2 midt i Gribskov.

Der er gode parkeringsforhold på stedet, idet der kan parkeres på den store parkeringsplads og på skovvejene i tilknytning til parkeringspladsen.

Der er et mindre deltagergebyr på 25 kr.

Efter en rask tur i skoven er der mulighed for at købe suppe, kaffe og forfriskninger.

Turene ligger, så vandrerne kommer forbi nogle af de smukke steder i skoven.

Fruebjerg, Røde Dam og Store Gribsø er med på ruterne.

10 km ruten går omkring Sandskredssøen i det smukke område i Ulvedalene, hvor der er mulighed for at se heste.

Der kan startes klokken 9 - 12.