Skoleklasser deltager i cykelkampagne

870 elever fra 36 skoleklasser i Høje-Taastrup Kommune er i skrivende stund tilmeldt årets kampagne »Alle Børn Cykler«, der finder sted i begyndelsen af september.

Det er stadig muligt for klasselærerne at melde deres klasse til kampagnen, fastslår den lokale formand for Cyklistforbundet Christina Saadbye. Hun nævner at der er flere gode grunde til at melde sig til:

Børnene har godt af den motion de får ved at cykle til og fra skole, de vil være friskere i hovedet hvis de har trampet i pedalerne fremfor at have siddet på et bilsæde, de hjælper til med at begrænse trængslen af bilende forældre, der skal aflevere barnet til skolen, jo færre bilture og jo flere cykelture jo bedre er det for klimaet og endelig er der mulighed for at klassen kan vinde en præmie for flittigt at have cyklet til og fra skole.

Ønsker man at tilmelde sin klasse sker det via www.abc-abc.dk