Tid til det store julestævne

Sport: Fredag går det løs med Toksværd Badminton Klubs julestævne.

Af Helle Hansen

Toksværd: Ingen jul uden badmintonstævne i Toksværd Hallen.

Ligesom selve julen helst skal være som den plejer, så ligger det også helt fast, at der altid er lokalt badmintonstævne mellem jul og nytår. I år er selvfølgelig ingen undtagelse.

Som altid spilles der i Toksværd Hallen og Toksværd Badminton Klub er arrangør. Hver dag har sin sponsor og sit eget navn.

Fredagen er den længste dag med fjerbold i hallen fra klokken 9 til omkring kl. 21. Her er det U13 og U15 man kan opleve på banerne startende med de yngste. Denne dag har Toksværd selv kun en enkelt spiller på gulvet, nemlig Emilie Rasmussen i damesingle, mens der er en del deltagere med fra Næstved, Herlufsholm og Sandved Tornemark. Ellers kommer deltagerne fra det øvrige Sjælland, Bogø, Møn og Lolland-Falster.

Lørdag gælder det seniorerne, også motionister og 60+. I den ældre række kan man blandt andre finde Næstved Tidendes tidligere sportsjournalist Uffe Jensen. Denne dag kan man se på fjerbold fra klokken 9 til cirka 20.

Sidste dag i denne omgang er søndag, hvor U 11 og U 17/18 svinger ketsjerne kl. 10.00 til ca. 13.

Nysgerrige er meget velkomne til at lægge vejen forbi hallen.