Ungt par bag månedens butik

Café Ærligt har blot halvanden måned på bagen. Men både gæster og dommerkomité er så begejstrede for Slangerups nye samlingssted, at det har udløst hæderen for Månedens Butik

Slangerup Man behøver ikke nødvendigvis at have eksisteret i årevis for at gøre indtryk på de handlende, have betydning for lokalsamfundet eller imponere det tre personer store dommer-panel, der hver måned udpeger Månedens Butik.

Det er Michelle og Andreas Simonsen et godt bevis på.

For selv om de blot har drevet cafeen Ærligt på Kongensgade i Slangerup i halvanden måned, løb parret og deres "barn" med hæderen som Månedens Butik i Frederikssund Kommune for november.

Selv var parret dog travlt optaget af at lave mad i deres produktionskøkken i Værløse, da de tre dommere dukkede uanmeldt op cafeen med blomster og diplom som synligt bevis for hæderen.

Derfor var det mor og svigermor Annette Dich Samuelsen, som er blevet ansat af den yngrre generation, der på parrets vegne tog imod de rosende ord fra de Facebook-opslag, der indgår i dommernes vurdering:

"Cafe Ærligt er noget særligt.

Her er en ægte historie om ikke, at ville gå på kompromis med kvalitet.

Her er der økologiske varer fra egen produktion.

Her er selvfølgelig ingen e-numre, smagsforstærkere eller andre tilsætningsstoffer

Her er passion, kreativitet, nytænkning og et drive ud over det sædvanlige," lød det således fra Jesper Fini Kuhre, filialdirektør i Danske Bank i Frederikssund, da han læste nogle af ordene op til efterfølgende klapsalver fra cafeens gæster.

Både indretning og menukort i cafeen ligner mere noget fra et københavnsk bro-kvarter, end det ligner de eksisterende spisesteder i Slangerup. Og med fuldt overlæg

"Vi tror på, at der er et ryk i gang. Der er mange yngre, der rykker fra København mod forstæderne og provinsen, men gerne vil have nogle af de samme tilbud, som de har været vant til," fortalte Michelle Simonsen Lokalavisen, da stedet åbnede. løftede hun og Andreas sløret for, at cafeen i Slangerup næppe bliver den eneste med dem som ejerpar:

"Hvis det står til os, så er det her bare den første af en række cafeer. Det kunne eksempelvis være i Frederikssund eller Værløse. Vi vil gerne have flere, og vi tror på, grundlaget er der."