Lokale klubbørn i flot støtte til Røde Kors

Børn fra fritidsklubben Kometen i Jyllinge har gjort en god gerning

Fritidsklubben Kometen i Jyllinge har på det seneste arbejdet med hjælpearbejde til unge.

I den anledning havde de for nylig planlagt en juleoptræden foran Røde Kors-butikken i Jyllinge. De mødte op i butikken, hvor de bad om at låne forskellige rekvisitter, hvilket hurtigt blev fremskaffet.

"De havde forberedt små ting til salg, herunder lavet marcipan, som de solgte til de forbipasserende på torvet. De havde medbragt musik, hvortil der blev sunget og danset og solgt egne fremstillede varer. Pengene fra salget gik til Røde Kors. Alt i alt blev der doneret 253 kr., hvilket vi er meget taknemlig for. Tak for jeres optræden og glæde ved at lave noget for andre," lyder det fra Røde Kors-butikken i Jyllinge.