Butik gav overskud fra dag 1 - men der mangler hænder

På bare et år har Mødrehjælpen opnået stor succes i Ringsted. Foreningen, der blev stiftet den 20. november 2018, har i dag mere end 30 frivillige tilknyttet, hvoraf 25 personer fra både Ringsted og Sorø lægger deres kræfter i butikken, der sælger brugt børne- og babyudstyr i Tinggade.

Samtidig er der en god omsætning i butikken:

- Det kører rigtig godt. Der kommer mange i butikken, og vi får stort set aldrig nej, hvis vi søger om noget. Mange kommer af sig selv med donationer. Det viser, at folk har tillid til os, siger formand for Mødrehjælpen i Ringsted Carli Hækkerup til DAGBLADET Ringsted.

Butikken åbnede den 31. januar i år, og fra dag et viste det sig, at konceptet kan skabe overskud, så der kan laves aktiviteter for børnefamilier med knappe ressourcer.

- Allerede den første dag solgte vi for 6000 kroner. Og siden starten har vi vækstet hver måned, så vi kan betale vore faste udgifter og have penge til overs. Det eneste, vi nu godt kunne tænke os, er flere frivillige, så vi kan lave flere aktiviteter. Vi skal jo ikke tjene penge bare for at tjene penge, pointerer formanden.

Flere aktiviteter

Hun håber derfor, at flere frivillige vil melde sig, så dem, der er der i dag, ikke ender med at løbe sur i det, fordi de skal tage for mange vagter.

Håbet er, at nye frivillige kan sætte gang i aktiviteter for familierne. Alt er velkomment, og nye frivillige kan selv komme med forslag til aktiviteter.

Det første år er gået med at få butikken i Tinggade til at køre:

- Vi er blevet virkelig godt modtaget, siger Carli Hækkerup, der glæder sig over, at der ikke kun bliver indleveret meget børnetøj og børneudstyr, men også gives hjælp fra forskellig side.

Mødrehjælpen i Ringsted tilbyder bl.a. konceptet »Rullende kagemand«. Det er en samlet »fødselsdagspakke« til børn, hvis familier ikke har råd til at holde fødselsdag. Her donerer Munkegårdens bageri kagemanden. Der gives i snit to pakker om måneden.

Startpakker og ønsketræ

Mødrehjælpen har også de såkaldte babystartpakker, som uddeles i samarbejde med Ringsted Kommunes sundhedsplejersker. Endelig er der ønsketræet, hvor borgere donerer gaver, som børn har ønsket sig til jul.

Butiksansvarlig Lonni Olin glæder sig over udviklingen:

- Mange kommer og roser vores butik og siger, at det slet ikke ser brugt ud. Men det er netop også meningen. Det er derfor, vi grundigt sorterer tøjet og stryger det, før det kommer i butikken. Vi vasker også alt legetøj af, siger hun.

Mødrehjælpen i Ringsted forventer at holde den første generalforsamling siden starten i sidste halvdel af februar måned næste år.