Julehjælpen er på vej: Gaver og julefest til dem der trænger mest

80 ældre og ensomme er sikret en dejlig aften, når Odd Fellow inviterer til julefest i Jernbanegade den 24. december. Det har logen gjort i næsten 80 år og arrangementet er så populært, at der ikke er plads til flere.

- Desværre. Vi ville gerne have hjulpet endnu flere, der har behov for at være sammen med andre, spise god mad og danse om juletræet, men vi har simpelthen ikke plads til flere, siger Michael Wendell fra Odd Fellow.

Deltagerne i Odd Fellows julefest får gratis flæskesteg med tilbehør, risalamande med kirsebærsovs, julesange, juledans og en gave hver at gå hjem med, når arrangementet slutter klokken 21.

Det er ikke kun Odd Fellow, der gør noget ekstra ud af julen. Det gør de også i Svovlstikkerne, den lokale forening der er sat i verden for at hjælpe dem, der trænger mest.

Søndag pakker Svovlstikkerne atter julehjælpekasser på Maglemølle som bliver uddelt samme dag. Det sker for 10. gang og i år er vildere end nogensinde før, lyder det fra formand Joakim Rex Blankschøn.

- Det er helt rørende. Vi har fået opfordring fra flere fonde, der har skrevet til os og bedt os om at søge penge. En fond fra København, der ønsker at være anonym, har f.eks sendt os 50.000 kroner til lokal julehjælp, siger formanden.

Svovlstikkerne står for finansiering, indkøb og pakning af julepakkerne og selve udvælgelsen af værdigt trængende er sket gennem Frelsens Hær og Mødrehjælpen i Næstved, en lang række lokale kirker, samt af Røde Kors.

To dagligvarekæder vil også være med. I samarbejde med Netto arrangerer Næstved Bykirke julefest for cirka 15 udsatte og ensomme den 24. december. Netto leverer maden og Rosa Heiberg serverer gløgg, gaver og julemad i Næstved Bykirke på Skallegårdsvej.

Lidl har yderligere annonceret, at de deler ud af overskudsmad, når forretningerne på Erantisvej og Fejøvej lukker mandag den 23. december klokken 21. Det sker i samarbejde med Familienetværket Næstved, der drives af Blå Kors, og Næstved Bykirke.

Det er vi rigtig glade for. Jeg håber, at det betyder, at der er nogle familier, som får et godt julemåltid. At det er nogen, som ellers ikke har meget at gøre godt med, det vil gøre en forskel for, siger Rosa Larsen, som koordinerer afhentningen af maden.