Poul Krebs hyldede biografen med en ildsjæle-sang

Poul Krebs hyldede Kino Den Blå Engel i Kalundborg og biograf-direktørernes store engagement i det lokale kulturliv, da han tirsdag gav koncert i en udsolgt biografsal.

- Det er dejligt at være tilbage i Kino Den Blå Engel - én af mine yndlingsbiografer, sagde trubaduren, der gæstede biografen for fjerde gang.

- Der er ikke en stor forening bag den her biograf. Det er to mennesker, der sørger for, at der er musik i byen - at sådan nogen som mig kan komme ud at spille.

- Det kommer ikke bare af sig selv. Så - respekt til dem, sagde Poul Krebs og dedikerede sangen »Ildsjæl« til biograf-direktørerne Annette Sønder Nielsen og Brian Sønder Andersen.

Kaludnborgs borgmester Martin Damm fik lidt drilleri med på vejen af trubaduren, der har hus på Samsø, da han præsenterede sangen »På En Kaj i Kalundborg«.

- Det var én af de mange gange, jeg kom med færgen fra Samsø. Det er som om, at DSB har en aftale med Kalundborgs borgmester, så toget kører præcis, når Samsø-færgen lægger til. Så må man jo blive lidt længere i byen.

- Jeg stod på et hjørne og så en ung mand i uniform tage øm afsked med en ung kvinde. Hun lignede Ingrid Bergman. Var det i Casablanca - eller var det på kajen i Kalundborg, sagde Poul Krebs.