Tidlig julegave til kunstmuseum

Museet for Samtidskunst i Roskilde har modtaget en tidlig julegave i form af 1,8 millioner kroner fra Ny Carlsbergfondet.

Beløbet skal finansiere museets postdoc-projekt »Det distribuerede kunstmuseum«, der vil undersøge, hvordan Museet for Samtidskunst kan agere uden for sine mure, distribueret på forskellige platforme og i nye kontekster.

- Vi er enormt glade for at være en del af dette forskningsprojekt, da det i høj grad vil være med til kvalificere vores arbejde og ønsker for museets fremtid. Det er en del af vores strategi, at vi i stigende grad vil bevæge os uden for museets mure og bringe samtidskunsten ud til et nyt og større publikum. Vi er meget nysgerrige på, hvordan vi kan agere som museum i andre fysiske og digitale sammenhænge, og hvordan vi kan repræsentere samtidskunsten på nye måder, siger museumsdirektør Birgitte Kirkhoff Eriksen.

Postdoc-projektet får hjemme ved Københavns Universitets nye forskningscenter Kunsten som forum.