Billeder: Knuds varde er vokset for neden

En del Hundested-borgere har på deres gåtur ved Spodsbjerg og Knud Rasmussens Hus bemærket, at der har været aktivitet her undenfor sæsonen.

Der er blevet gravet omkring Mindevarden for Knud Rasmussen, og det er ikke fordi man har søgt efter guld i bakken, som grusgrevinden i en julekalender, der genudsendes lige nu, drømmer om. Nej varden er så at sige blevet fritskrabet! Jord, græs og bevoksning omkring varden er blevet fjernet.

- Det et en kæmpestor æstetisk forskel. Nu står den som da den blev bygget i 1936, siger museumsinspektør Søren La Cour.

Således en en sokkel, der er lavet som bænk hele vejen rundt om varden blevet synlig. Til glæde for besøgende som kan sidde her og nyde udsigten, mens de tænker på Knud Rasmussen. Og til glæde for historikere, som kan konstatere at monumentet nu står med sit originale udtryk.

- Varden ser nu meget større ud end man har set den de sidste 10 år. Det er som om den er vokset med en tredjedel, siger Søren La Cour.

Varden ved Spodsbjerg Fyr og Knud Rasmussens Hus blev rejst i 1936 til minde om den store polarforsker. Den blev bygget af en lokal murermester af sten indsamlet fra bopladser langs hele den grønlandske kyst. Kunstneren Sigurd Schou designede varden og tog initiativ til at få den bygget.

Læs mere i Frederiksborg Amts Avis fredag.