Det stridbare paradoks i dansk politik

Søren Pind er dansk politiks store paradoks. Hans historie er fyldt med drabelige opgør, og da han nåede toppen af sin karriere, følte han sig udtømt og gik af.

Søren Pind er både bagudskuende og fremsynet. Han taler og opfører sig som en fra det forrige århundrede, men politisk ser han muligheder som få andre - hvilket også har ført ham ud i drabelige opgør og sendt ham i politisk eksil.

Hver gang har det været en ukuelig drivkraft, der har bragt den tidligere minister med erfaring fra en stribe forskellige ansvarsområder tilbage, før han til sidst løb tør. Han følte sig udtømt.

Normalt er det vinderne, der skriver historien til eftertiden. Men i en nylig biografi er det taberen Søren Pind, der beskriver, hvordan han havde håbet på mere politisk.

Han blev aldrig udenrigsminister, og skuffelsen vidner om, at han tydeligvis havde større forventninger til omverdenen end omvendt.

Samfundsrevseren med det skarpe vid og det stridbare hår fylder 50 år onsdag 20. november.

Den lidt aparte dreng voksede op i Schweiz og på Bornholm og blev siden medlem af Venstre og senere uddannet som jurist.

Den stræbsomme politiker blev i 1998 den hidtil yngste borgmester som 28-årig, da han blev bygge- og teknikborgmester i København.

Pinds tid på rådhuset var drabelig og fyldt med rænkespil, som er gået over i den politiske historie og stadig er et betændt emne for nogle af de involverede.

En anden begivenhed, der har martret Pind, fandt sted i i 2003, da en række Venstre-folk med Søren Pind i spidsen formulerede ti liberale teser, som de mente, enhver liberalist kunne stå inde for.

Men tesemagerne blev banket på plads - og Pind blev for en tid lagt på is.

Drømmene og ambitionerne bragte ham ind i Folketinget, og den ulasteligt klædte venstremand sad blandt andet som justitsminister siden uddannelses- og forskningsminister, inden han gik af i en skræddersyet ministeruniform til 40.000 kroner. Som kun Søren Pind kunne gøre det.

I sin bog kommer han ind på en forbitrelse, som de færreste tør udstille offentligt.

- De, der tror, at jeg senere blev vred over at blive skiftet ud som justitsminister, tager fejl. Jeg gjorde mig ingen illusioner - jeg ville ikke komme til at sidde perioden ud i mit ministerium.

- Det var kun et spørgsmål om tid. Min vrede kom ud dengang ved indsættelsen, ikke ved skiftet.

Han er blevet populær som kun få på Christiansborg når at blive, og han er desuden kendt som samfundsrevser, ivrig Ronald Reagan-tilhænger, medlem af Mads og Monopolet samt som en habil sanger med forkærlighed for Elvis.