Ingen gider en rund dag i vintervejr

Det kan godt være, den runde dag egentlig skulle være fejret den 3. februar i år, hvor det var 120 år siden, Faarevejle Fri- og Efterskole havde første undervisningsdag - men hvem gider holde fødselsdagsfest i vintervejr? Ingen!

Ifølge forstander Christian Bruun ville man i hvert fald hellere fejre Faarevejle Fri- og Efterskoles flotte jubilæum, når man kunne mødes under åben himmel uden at være begravet i flyverdragter, hue, snue og vanter.

Derfor inviterer han og resten af skolen til rund fødselsdag på fredag den 24. maj klokken 13 til 16.

Her vil Faarevejle Fri- og Efterskole være vært ved noget godt til ganen til alle fremmødte.

En bog til alle

- Vi håber at se nuværende og tidligere elever og forældre, kolleger, naboer, venner af skolen, samarbejdspartnere og andre interesserede til nogle gode timer sammen. Det bliver ikke særligt formelt, men det bliver helt sikkert hyggeligt, lyder det fra forstanderen, som også giver et løfte:

- Alle, som dukker op og skulle have lyst til det, får en ny, lille bog med hjem, som vi har lavet til lejligheden om skolens første 120 år.