FAKTA: Kun to præsidenter har været for en rigsret

Sikres der to tredjedeles flertal for en domfældelse i Senatet i en rigsretssag, afsættes præsidenten.

En rigsretssag om embedsmisbrug og hindring af Kongressens arbejde mod præsident Donald Trump blev natten til torsdag en realitet.

Det skete, da Repræsentanternes Hus stemte for en rigsretssag omhandlende de to punkter.

Bliv klogere på processen vedrørende en rigsretssag her:

* Rigsretssagen mod Trump står til at blive den kun tredje egentlige rigsretssag i USA's historie.

* I 1867-68 førte en magtstrid mellem Kongressen og præsident Andrew Johnson til en rigsretssag mod Johnson, som imidlertid blev frifundet med én stemme.

* I 1974 gik præsident Richard Nixon af, da det stod klart, at han ville tabe en rigsretssag i forbindelse med Watergate-affæren, hvor præsidenten på ulovlig vis havde forsøgt at standse en dommerundersøgelse. Inden da havde retsudvalget i Repræsentanternes Hus besluttet at ville rejse en rigsretssag på tre punkter mod præsidenten.

* I 1998 besluttede det republikanske flertal i Repræsentanternes hus, at præsident Bill Clinton skulle stilles for en rigsret for blandt andet at have løjet om sit seksuelle forhold til praktikant i Det Hvide Hus Monica Lewinsky. Han blev frifundet i februar 1999 i Senatet.

* Udtrykket "rigsretssag" forstås anderledes i USA end i Danmark. På engelsk hedder det "impeachment", og i USA er det politikere, der beslutter om en præsident afsættes, ikke dommere og jurister, der dømmer.

Kilder: The New York Times, CNN, NTB, Den Store Danske.