Rikkes fine loppefest

Der var pænt fyldt i salen af både stande og gæster ved det første loppemarked efter Postgårdens genåbning. En succes, som skal gentages, siger indehaver Trine Nystrup.

*

Det er da dejligt, hvis andre kan bruge noget af det, man selv kan lide. Og jo mere, jeg får solgt, jo mere plads er der til noget nyt - eller noget andet - hjemme i klædeskabet. Det meste af det tøj, jeg selv køber, køber jeg brugt.

Ordene kommer fra Rikke Skude Ravnholdt, Kalundborg, der tegnede sig for en af standene i lørdagens loppefest i Postgården Event og Musikhus på Kordilgade i Kalundborg. Efter foredrag og masser af meget forskellige koncerter i det nye in-sted åbnede indehaverne Trine og Morten Nystrup op for det første loppemarked for det voksne publikum. Tidligere har det dejlige lokale dannet ramme om et børneloppemarked.

Det var i overvejende grad beklædning, der var sat prismærker på, og i helt særlig grad rettet mod kvinderne. Og der var mangen en god forrething at gøre også for mindre beløb.

Trine Nystrup er ikke i tvivl om, at loppefesterne vender tilbage.

- Vi kunne godt tænke os, næste gang, at inddrage balkonen. Der er mindre plads end i salen, men plads nok til et antal mindre stande, Det kunne være sjovt at prøve, siger Trine Nystrup.