Nu kan 34-årig vanvidsbilist få sin straf

De sidste udtalelser fra Retslægerådet i forbindelse med en mentalerklæring af en 34-årig mand, er nu landet hos Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi, og dermed kan Retten i Holbæk klar til at sætte punktum i sagen, hvor manden er tiltalt for vanvidskørsel i sommer. Det sker ved et retsmøde i byretten mandag.

Der var hverken stoffer eller alkohol i blodet på den 34-årige mand fra Asnæs, som for knapt en måned siden ved Retten i Holbæk blev kendt skyldig efter straffelovens §245 om grov vold, fordi han i to tilfælde samme dag, med forsæt forsøgte at køre folk ned i sin mors Suzuki Swift.

Første gang på Nykøbingbvej nær Sandobberne Camping, hvor et kærestepar fra Østrig måtte springe for livet, og anden gang på Dragsmøllevej ved byskiltet til Hørve, hvor han ramte en 15-årig dreng, der gik tur med sin kæreste.

Men om han er egnet til at afsone sin straf i et almindeligt fængsel, er mere tvivlsomt. I hvert fald ønskede dommeren dengang ikke at udmåle straffen før Retslægerådet har givet sit besyv med i forhold til den metalerklæring, der allerede er foretaget.

Retslægerådet er tilknyttet Justitsministeriet og afgiver uafhængige lægelige og farmaceutiske skøn i spørgsmål om enkeltpersoners retsforhold.

Selvom metalerklæringen og de øvrige personlige forhold ikke blev læst op ved retsmøde den 19. november, så fremgik det af forsvarsadvokatens argumentation, at der kunne blive tale om en behandlingsdom. Muligvis ambulant, ifølge forsvarsadvokat Klaus Søborg Jørgensen.

Den 34-årige har været varetægtsfængslet siden 8. august, og det blev der ikke ændret ved efter skyldkendelsen.

(Af en tidligere udgave af denne artikel, fremgik det, at der kunne blive tale om en forvarings-dom ifølge forsvareren. Det skal retteligt være en behandlingsdom.)