Dømt: Bestilte 800 gram amfetamin med pakkepost

32-årige Kim Nikolajsen fra Skuderløse er netop idømt to år og ni måneders fængsel.

Straffen falder, fordi han er kendt skyldig i at have købt lige knap 800 gram amfetamin over det såkaldte TOR-netværk, betalt med bitcoins - og ønsket leveret med pakkepost til sin hjem-adresse i Skuderløse. Amfetamin, som skulle videresælges til andre.

Det var medarbejdere i tolden, der i juli 2019 rettede henvendelse til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. To pakker til Kim Nikolajsen fra en afsender i Tyskland var udtaget til prøve og viste sig altså at indeholde amfetamin. De to pakker indeholdt hver knap 400 gram.

Fire dage senere mødte betjente op på Kim Nikolajsens bopæl i Skuderløse. Ransagede boligen og anholdt Kim Nikolajsen.

- Kunne I ikke have ladet pakken ankomme og så overvåge adressen i stedet, spurgte forsvareren.

Men det blev tilbagevist af senioranklager Mariam Khalil. Hun henviste til, at det formeligt vælter ind med pakker til Danmark fyldt med narko. Efter samme skabelon som den, Kim Nikolajsen er dømt for at bruge.

Så sent som torsdag blev en mand ved retten i Nykøbing Falster idømt 11 års ubetinget fængsel for samme form for forbrydelse - blot i større skala.

Net-artiklen her er en forkortet version af en artikel, der bringes i Dagbladet Ringsted, Dagbladet Køge og i Sjællandske Næstved fredag den 13. december.

Du kan købe adgang til at læse hele artiklen - og resten af dagens avis - på linket her: www.sn.dk/kobeavis