Historisk stor tilgang til Køge Skakklub

Køge Skakklub indleder den kommende sæson 2019/20 som Danmarksmestre.

"En historisk præstation der stadigvæk er svært at forstå. Tilgang af nye medlemmer er ligeledes historisk. Medlemstilgangen kan foruden DM-titlen, skyldes de mange aktiviteter som skakklub er garant for", siger Finn Stuhr fra den ambitiøse skakklub.

Helt specielt gør klubben meget for ungdommen og så sent som sidste uge - i skolernes sommerferien - har klubben deltaget i Sommesjov med temaet Vikingeskak, hvor børnene foruden at lære lidt om skakspillet også fik lejlighed til at fremstille deres eget vikingeudstyr. Det var vældig populært.

Skakklubben har sagt ja til at tage Dansk Skak Unions Ungdomsmesterskaber til byen.

U-DM afvikles i weekenden 4.-6. oktober på Asgård Skole.

"I 2016 afviklede Køge også Ungdoms DM og vi er meget glade for at kunne bidrage til at de unge fra hele landet får lejlighed til at dyste med hinanden. Det specielle ved dette Ungdoms DM er, at man ikke behøves at være medlem af Dansk Skak Union, blot man kan spille skak og har det sjovt med det. Der spilles i seks aldersgrupper, så man kommer kun til at møde unge på sin egen alder", fortæller Finn Stuhr.

Skolerne i Køge har mange skakaktiviteter, såvel i undervisning som i SFO regi. Alle der har lyst kan melde sig og have nogle spændende dage. En god ide, er måske lige at vende Køge Skak Skole der har træningsdage tirsdage og torsdage kl. 17.00-18.30 på Asgård Skole, for lige at få pudset formen af.

Skakklubben afvikler ligeledes to af Hovedkredsens Ungdomsgrandprix`er, ligesom klubben tager ud og spiller andre ungdomsturneringer. Klubben deltager også i holdturneringer kun for de unge, så der er masser af skak for de unge og det har heldigvis den effekt, at det trækker flere unge til.

Skak er en sport i Køge der virkelig flytter brikker hos du unge.

Traditionen tro indleder Køge Skakklubben sæsonen med en by-turnering på Asgård Skole, hvor kommunens borger kan prøve kræfter på skakbrættet og snuse til klublivet.

By-turneringen afvikles over syv tirsdage fra den 20. august og er gratis for ikke medlemmer. Foruden by-turneringen afvikles i sæsonen fire åbne klubturneringer

Som Danmarksmestre, vil klubben forsøge at forsvare titlen i Xtracon-ligaen, hvor man igen i sæsonen, vil stille i stærkest mulige opstilling.

"I medlemskredsen har vi 12 Stormestre og 3 internationale mestre at tage af, så de andre 9 klubber skal virkelig forny sig, hvis de vil gøre sig gældende. Køge må være klar favorit, så længe man spiller om brætpoint frem for match point, som i Sverige og Tyskland", siger Finn Stuhr.

Klubbens 2. hold spiller i næstbedste række efter oprykning i sidste sæson og det bliver spændende at følge holdets kampe over vinteren.pm