Nu kan du blive skøn hos Helle

Helle Magnussen har åbnet skønhedsklinikken U-nique på Hostrupsvej

åbning Helle Magnussen har åbnet klinikken U-nique på Hostrupsvej 29 i Hillerød.

Helle Magnussen er 50 år, og hun har mange års erfaring indenfor hudpleje og er uddannet hudterapeut, mesoterapeut, vippetekniker og negletekniker, fortæller hun.

"Jeg tilbyder mange forskellige slags skønhedsbehandlinger, blandt andet ansigtsbehandlinger, japansk lifting, mesoterapi, fjernelse af karsprængninger, eyelash extensions, lash lift, LPG-endermologie, epilering samt voksbehandlinger og meget mere. Både til de unge og de mere modne - og både til mænd og kvinder," siger hun.

Hun har tidligere haft en klinik i Emdrup, men er nu faldet pladask for Hillerød, fortæller hun.

"Jeg lægger vægt på at have tid til den enkelte kunde, og i min klinik vil man finde ro og hygge. Her er man altid velkommen til at kigge ind forbi til en snak eller et godt råd om hudpleje samt produkter," siger Helle Magnussen.

"Hudpleje skal hjælpe huden, og jeg arbejder med produkter, der vil hjælpe huden med at bevare samt genskabe det hydrolipide lag - altså hudens egen barriere. Derfor bruger jeg produkter, der kombinerer tradition og naturlighed med moderne videnskab," tilføjer hun.

U-nique kan i øvrigt - som den første i Danmark - tilbyde sine kunder behandlinger samt produkter fra den kendte producent Klapp Cosmetics, som, ifølge Helle Magnussen, er pioner indenfor skønhedens verden.