FAKTA: Her er sigtelserne i terrorsag

Efter at politiet onsdag ransagede 20 adresser og anholdt 21 personer, fremstilles otte personer torsdag i grundlovsforhør i Københavns Byret.

En niende person fremstilles ved Byretten i Odense, men her foregår det for dobbeltlukkede døre, og offentligheden får altså end ikke kendskab til sigtelserne.

De otte personer, der bliver fremstillet i København, er alle sigtet efter den groveste terrorparagraf i straffeloven - paragraf 114, stk. 1.

De fremstilles i to forskellige retssale, da fremstillingerne vedrører sigtelser med forskellig ordlyd.

Politiet mistænker dem for, at de forberedte et eller flere terrorangreb, som altså mislykkedes.

Her følger sigtelserne mod de otte personer, der blev fremstillet i Københavns Byret:

* De to mænd og en kvinde:

De er sigtet for forsøg på terrorisme, da de i månederne op til 11. december 2019 forsøgte at begå handlinger, der kunne tilføje Danmark eller et andet land betydelig skade, hvis de blev udført.

De sigtede har gennem samtaler og møder forberedt sig på at fremstille en eller flere bomber. De tre har anskaffet sig komponenter til sprængstoffet TATP, som er uhyre farligt og også kaldes "Satans mor". Det skulle ifølge sigtelserne bruges til terrorhandlinger "et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller udlandet".

* De fire mænd og en kvinde:

De er ligesom de tre andre sigtet for forsøg på terror. Sigtelsen lyder på, at de i månederne op til den 11. december i år har forsøgt at begå handlinger, der i kraft af deres karakter kunne tilføje Danmark eller et andet land alvorlig skade, hvis de blev udført.

De fire mænd og kvinden har forsøgt at finansiere og købe pistoler, lyddæmpere og ammunition til brug ved en eller flere terrorhandlinger et ukendt sted i Danmark eller udlandet.

Kilder: Ritzau og anklager Sidsel Klixbüll.

To mænd og en kvinde, der torsdag fremstilles i grundlovsforhør i Dommervagten i København, sigtes for at forberede bombesprængning i Danmark eller i udlandet. De skal blandt andet have forsøgt at skaffe sprængstoffet TATP.

Onsdag blev 21 anholdt under en stor antiterroraktion flere forskellige steder i Danmark. Otte fremstilles torsdag i grundlovsforhør, sigtet efter den alvorlige terrorparagraf.

Læs om sprængstoffet her:

* Sprængstoffet TATP er uhyre farligt og kaldes også "Satans mor":

* TATP fremstilles af blandt andet acetone, brintoverilte og syre.

* TATP er meget populært blandt terrorister, fordi det er nemt at fremstille. Tilnavnet "Satans mor" skyldes, at det er meget ustabilt. Det blev blandt andet brugt ved terrorangrebet i London i 2005.

* Herhjemme var det TATP, der eksploderede mellem hænderne på Lors Doukaev på Hotel Jørgensen i København, og det var også dette sprængstof, som de dømte i den såkaldte Glasvej-sag havde fremstillet.