Hjælpeorganisationer slår alarm: Behov for julehjælp stiger

For nogle familier er julen en ekstra svær tid, når pengene i forvejen er små.

Det mærker man hos hjælpeorganisationerne Dansk Røde Kors, Dansk Folkehjælp og Blå Kors Danmark, hvor sidstnævnte har fået rekordmange ansøgninger.

Mangler hjælp til halvdelen

Hos Dansk Røde Kors har man over 10 år oplevet en tidobleing i antallet af ansøgere. I 2009 modtog 1100 økonomisk trængte børnefamilier julehjælp. I 2018 var det tal steget til 11.750.

I år vil Dansk Røde Kors gerne uddele julehjælp til 12.000 familier, men mangler i skrivende stund penge til julehjælp til 6286 familier.

Derfor opfordrer organisationen folk til at hjælpe.

- For mange er julen forbundet med glæde, gaver og god mad. Men for økonomisk trængte familier er det en tradition, der giver anledning til ondt i maven, for julen er en dyr tid, og for børnene kan december være trist og tung, lyder det fra Røde Kors:

- Mange har en oplevelse af at være ekskluderede. Specielt de børn, som ikke kan se frem til en jul som deres kammeraters. Børnene ved godt, at forældrene er pressede over at få pengene til at strække, og der hverken er råd til julekalender, julegave eller juleand. Julehjælpen er derfor rigtig vigtig, fordi vi gerne vil sikre, at ingen børn skal føle sig udenfor, siger Ziga Friberg, leder i Røde Kors' familiesektion.

Mangler 7,9 mio. kr.

Hos Dansk Folkehjælp forventer man, at der skal indsamles mindst 7,9 millioner kroner, hvis organisationen bare skal kunne opfylde ansøgerne på Sjællands ønske om at give deres børn en jul med julemad og gaver. Det kræver en ekstraordinær indsats og derfor beder organisationen nu om hjælp.

- Julen er hjerternes fest - men julen er også en forbrugsfest, og derfor er december en tid, hvor økonomiske forskelle i Danmark bliver meget tydelige. Skel, der går mest udover børnene. Derfor håber jeg, at vi kan samle så mange donationer ind til Julehjælp, at færrest muligt må gå forgæves. Vi har behov for hver en krone i år, sige generalsekretær Klaus Nørlem.

Blå Kors overvældet af søgninger

Hos Dansk Folkehjælp har 5253 familier på hele Sjælland søgt om hjælp, mens Blå Kors har fået 965 ansøgninger fra familier om julehjælp i Region Sjælland, 1560 ansøgninger i Region Hovedstaden. Her har man de midler, man skal bruge for at kunne hjælpe ansøgerne.

- Det er overvældende, at der er så mange familier, som søger om julehjælp. Vi havde på fornemmelsen, at vi i år ville slå rekord med den fart, som ansøgningerne er væltet ind. Det vidner om, at der er mange familier, som oplever at have det rigtig svært, og at det virkelig kommer til udtryk i julen, hvor de, ligesom alle andre familier, gerne vil give deres børn en god juleaften med mad og gaver, siger generalsekretær i Blå Kors Danmark Christian Bjerre, der takker for alle de donationer, som Blå Kors modtaget.