Video: De fejrer Sebastian med hyldest-koncert på hans 70 års fødselsdag

Trio Guldagger+, med de to lokale Odsherred-guitarister og trubadurer Albert Madsen og Per Larsen, forsanger Mette Guldagger, plus Anders Heidelbach på bas, har succes med deres igangværende Sebastian-hyldestturné - koncert-fortællingen »Sebastian - tak for alle sangene!«.

Aktuelt har de flyttet koncerten på Sebastians 70 års fødselsdag, torsdag den 19. december, fra kirken i Anneberg Kulturpark i Anneved Nykøbing Sjælland til festsalen, hvor der er mere plads.

- Kirkens rum har noget helt særligt og intimt, men vi er sikre på, at vi får indrettet festsalen hyggeligt, og vi er lykkelige for, at det er gået så godt med billetsalget, siger Per Larsen.

Der er stadig billetter tilbage i forsalget.

Gitte Klausen, Anneberg Kulturpark, har stillet festsalen til rådighed, og gæsterne kan købe special-øl og -vin fra kulturparkens iværksættere.

70 års fødselaren selv - Sebastian - har gennem sin manager vist stor interesse for projektet og vil måske møde op til koncerten på sin fødselsdag, oplyser Per Larsen og Albert Madsen.

Sebastian har velvilligt stillet fotos, scene-banner og andet materiale til rådighed og har i det hele taget velsignet projektet.

Og Trio Guldagger+ er - sammen med en række danske kulturpersonligheder - blevet bedt om at nyanmelde Sebastians albums på Facebook.

- Vi har anmeldt »Trubadurens aften« fra 2004. Det har været spændende, siger Per Larsen.

Trio Guldagger+ vil i det nye år fortsætte med at have et Sebastian-koncept på repertoiret til koncerter.

- Vi er ikke et Sebastian- kopiband - vi spiller hans sange i vores egne versioner. Og nu er vi gået i gang med at indøve sangene fra »Tiderne Skifter« med Sebastians musik til Bertolt Brecht-digte. Og så kunne det være spændende at arbejde med et band i Sebastians store orkester-numre, hvor han havde Kenneth Knudsen, Alex Riel og Michael Friis med, siger Per Larsen.