Over vandet - mod nye erkendelser

»Madman Across the Water« var overskriften på dette års musical opsætning på Osted Efterskole, hvor eleverne sang, dansede og spillede skuespil til Elton Johns sang-univers. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

En musicalopsætning, der tager udgangspunkt tvivl, ensomhed, paranoia og i mødet med det fremmede blandt en flok unge mennesker på den engelske kostskole Rocket High. Musicalen er centreret omkring ni fortolkninger af Elton Johns legendariske sange, og alle 124 elever var på scenen til både fællesdans og kor.

Alle skolens elever og lærere havde forinden arbejdet på højtryk ugen op til musicalen for at skabe alle elementerne til forestillingen. I de forskellige værksteder er der arbejdet med at dramatisere og skabe dialoger, der blev øvet fælles koreografier og dansemoves, syet kostumer, fremstillet rekvisitter og scenografi og arbejdet visuelt med at skabe effektfulde overgange.

Sideløbende har PR-gruppen arbejdet med præsentationer af sangene og stået for den daglige udsendelse, »Musical News«, hvor eleverne til aftensang fik vist klip fra dagens arbejde, så alle kunne følge med i, hvad vennerne havde lavet i løbet af dagen.

I alt spillede eleverne fire forestillinger for først deres egen friskole og herefter for andre skoler fra lokalområdet - og selvfølgelig for de begejstrede forældre og bedsteforældre.