Drømmen om en landspolitisk karriere er slut for Per Frost Henriksen. Den 60-årige socialdemokrat meddeler nu, at han ikke opstiller til Folketinget igen.
"Det var en klar aftale inden valget, at det kun var denne ene gang jeg stillede op som folketingskandidat for Fredensborgkredsen. Det blev et pænt valg i egen kreds ved folketingsvalget i juni, men det rakte ikke til en plads i folketinget. Nu satser jeg fuldt ud på byrådsarbejdet og kommunalvalget i 2021," siger han til Ugebladet.
Per Frost Henriksen fik 1502 stemmer ved valget 5. juni, men det skinnede igennem, at han er meget lokal. Langt de fleste stemmer blev nemlig sikret på hjemmebanen i Fredensborg og Hørsholm kommuner.
Men han er ikke skuffet over resultatet.
"Lokalt fik jeg et godt valg, men undervejs sagde folk også til mig: Per, vi skal nok stemme på dig, men det er jo her, du skal være. Og det er rigtigt. Jeg har været i lokalpolitik i halvdelen af mit liv, og det vil jeg fortsætte med," siger han.
Det var spændende at være med i valgkampen og en god fornemmelse at være med til at få valgt Mette Frederiksen som ny statsminister, fastslår han.
"Det var sliddet værd og jeg knoklede til det sidste, selvom jeg godt vidste, at mine egne chancer ikke var så store for at blive valgt. Og så er jeg også begejstret for, at vi i det nordøstlige hjørne af Sjælland fik valgt Henrik Møller (Helsingør) ind. Henrik og jeg havde et godt samarbejde undervejs, hvor vi hjalp hinanden på tværs af kredsene," siger han.
Som før valgkampen lægger Per Frost alle sine kræfter i byrådsarbejdet i Fredensborg, hvor han er formand for Børne- og skoleudvalget og gruppeformand for den socialdemokratiske byrådsgruppe.
"Derfor bebuder jeg allerede nu, at jeg genopstiller ved kommunalvalget i november 2021 med det sigte at styrke den socialdemokratiske indsats og sikre genvalg til borgmester Thomas Lykke Pedersen," understreger han og tilføjer:
"Jeg har også kunnet mærke, at der ved denne valgkamp har været meget mere fokus på dobbeltmandater end tidligere, derfor er det vigtigt for mig at signalere, at det er byrådsarbejdet i Fredensborg jeg satser på og der min energi fortsat skal lægges."
FaktaForuden byrådsmedlem og formand for Børne- og skoleudvalget i Fredensborg er Per Frost Henriksen:Formand for idrætsorganisationen DGI Nordsjælland med over 140.000 medlemmerNæstformand i VisitNordsjælland Medlem af FGU Øresunds bestyrelseBestyrelsesmedlem i Rungsted Gymnasium Medlem af Nationalparkrådet for Kongernes Nordsjælland Per Frost Henriksen modtog først på året Ridderkorset for sine mange år Fredensborg Byråd