Seks Taifu-kæmpere venter med spænding

Prøvetræning i Solrød kan udløse billet til landsholdet

Landsholdsoptagelse Seks fremadstormende talenter, Luka Timmermann, Valentin Ziska, Laura Marker, Alberthe Wulf Andersen, Maise Brede Jensen og Sophie Fonceca Nartey, fra karate klubben Taifu venter med spænding i disse dage, om de er optaget i den danske landsholdstrup.

Således var de seks inviteret med til lørdagens landsholdssamling i Solrød, hvor de gjorde klubbens i forvejen fem landsholdskæmpere følgeskab.

Til lørdagens træning havde landstræneren inviteret den mangedobbelte verdens og europamester Pawel Bombolewski fra Polen, til at stå for træningen. Han var en kæmpe inspiration for alle landsholdskæmperne, der fik indsigt i teknisk flair, hurtighed og nærmest legendarisk præcision.

Det er bestemt ikke nogen tilfældighed, at Taifu igen leverer kæmpere til landsholdet. Klubben råder over en af de bedste talenttrænere i Danmark. Sensei Jesper F. Andersen har trænet over 40 udøvere frem til landsholdsniveau gennem årene, og klubben har vundet adskillige medaljeplaceringer ved NM, EM og VM.

Det koster tid, sved og tårer at høre til blandt de bedste. Når andre f.eks. holder juleferie, så trænes der hver dag i Taifu Karate Dojo.

Taifu har endvidere tilknyttet en af de absolut bedste instruktører og udøvere indenfor Taekwondo til at hjælpe vores kæmpere. Landstræner og elitechef Jørn Chr. Andersen underviser fast i Taifu. Udover dette har Taifu hver uge besøg af tidligere landsholdskæmpere fra København, som deler ud af deres viden til Taifu kæmperne.

Til at støtte op om kæmperne i Taifu i det daglige, og under udlandsrejser, er Charlotte Stensholm en vigtig person. Charlotte er endvidere i gang med at tage den højeste internationale EU coach uddannelse der findes. Samlet råder Taifu således over faglige kompetencer på allerhøjeste niveau.

I Taifu trænes der allerede nu målrettet mod EM i karate, som afholdes til oktober i Odense.

Det bliver den største karatebegivenhed i Danmark nogensinde, og der forventes over 2000 kæmpere fra hele Europa