Vandet har dryppet på skole i 10 år - det skaber frygt for skimmelsvamp

Efter et besøg fra Arbejdstilsynet kan Ringsted Kommune måske se frem til et påbud om at undersøge taget på Byskovskolen afdeling Benløse for blandt andet skimmelsvamp. Det står i et brev, som Arbejdstilsynet har sendt til kommunen efter et besøg på skolen i begyndelsen af april.

- Som vi oplyste på besøget, overvejer vi at give virksomheden påbud om at undersøge eventuel forekomst af sundhedsskadelige mikroorganismer, herunder skimmelsvamp i tagkonstruktionen, skriver tilsynet i brevet.

Arbejdstilsynet konstaterede flere problemer på skolen.

- Arbejdstilsynet kunne flere steder konstatere, at der dryppede vand ned fra loftskonstruktionen, og ned ad vægge, og at der flere steder lå vand på gulvet eller i opsatte spande. I SFO'ens garderobe og i børnehaveklassens materialerum kunne Arbejdstilsynet konstatere en tydelig kælderagtig lugt, skriver de i brevet, hvor der også er vedlagt billeder af de påpegede problemer.

Arbejdstilsynet besøgte skolen i begyndelsen af april, omtrent samtidigt med at Stine Sjøgreen, der er mor til et barn i 1. klasse på skolen i et læserbrev i DAGBLADET påpegede den uholdbare situation. » Hvordan kan vi overhovedet være bekendte over for vores børn, at de skal rende rundt i et indeklima med en stor risiko for, at der er skimmelsvamp i taget? Hvordan kan Ringsted Kommune være sig selv bekendt, spørger den bekymrede mor blandt andet.

Det er både pinligt og utilfredsstillende, at situationen på Byskovskolens afdeling Benløse ender med et varsel om et påbud fra Arbejdstilsynet. Det mener formanden for Plan- og Boligudvalget i Ringsted Kommune, Per Flor (S).

- Det er lidt sørgeligt, at vi er nødt til at få et påbud fra Arbejdstilsynet, før der sker noget, siger han.

Ifølge byrådsmedlem Finn Andersen (K), der selv har undervist på Byskovskolens afdeling Benløse i mange år, har der været problemer med dryp fra loftet i over 10 år.

Han forstår heller ikke, hvorfor det først er nu, der først kommer fokus på hullerne i taget.

- Vi har påpeget det i flere år til ledelsen, som jeg ved er gået videre med problemerne til administrationen. Det er så strandet i forvaltningen, fortæller han.