Dennis fik nok af stress og dårligt arbejdsklima

Stress og dårligt arbejdsklima fik 33-årige Dennis Ramsøe fra Gentofte til at tage en drastisk beslutning om at cykle landet rundt for at promovere sin nye bog, »Udenfor Rammen«.

Efter kun fire år på en arbejdsplads i den offentlige sektor fik Dennis Ramsøe nok af det dårlige arbejdsklima, der sendte ham selv og flere kolleger ud af arbejdsmarkedet med stress.

- Det var en arbejdsplads, hvor der var nogle rammer, hvor man ikke kunne udføre sit arbejde, fortæller Dennis Ramsøe.

Derfor valgte han at cykle landet tyndt med sine nye bog, »Udenfor Rammen«, der sætter fokus netop på nutidens arbejdsmiljø og de folkesygdomme, det medfører.

Onsdag nåede Dennis Ramsøe til Ringsted, og han var forbi mediehuset i Søgade samt Bog & Idé.

- Med min bog forsøger jeg at give et poetisk indblik i den brug-og-smid-væk-kultur, som jeg mener, at mange ansatte i dag lider under. Jeg har selv oplevet den på egen krop, og med min bog bruger jeg poesien til at italesætte det usunde arbejdsmiljø, som jeg tror, at mange i dag kan genkende, siger Dennis Ramsøe.

Læs mere i Lokalbladet i næste uge.