18-årig sigtet for at skyde badegæst bliver bag tremmer

En mand sigtet for vold fik ved Retten i Odense onsdag at vide, at han i tre døgn skal blive i fængslet.

En 57-årig mandlig vinterbader var netop steget op af vandet ved Gammel Havnekaj i Odense tirsdag aften, da han blev ramt i ryggen af et skud.

Det var et hagl fra et kraftigt luftgevær, som havde boret sig ind i ryggen på manden, der dog ikke var i livsfare.

Bag den voldsomme hændelse står ifølge anklagemyndigheden en 18-årig mand, og onsdag eftermiddag besluttede Retten i Odense at opretholde anholdelsen af manden i tre døgn.

Det sker af hensyn til politiets videre efterforskning, oplyser anklager Anne-Sophie Serring.

Manden sigtes for vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter. I de mest alvorlige sager om grov vold kan det give op til seks års fængsel.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og det er derfor uvist, hvad der blev lagt frem eller sagt i retten.

Ifølge anklageren ville den 18-årige ikke oplyse, om han erkender eller nægter sig skyldig i sigtelsen mod ham.

Skuddet faldt tirsdag klokken 20.25, og derefter mødte politiet talstærkt op i området for at øge sikkerheden blandt borgerne.

Kort efter blev den 18-årige mand anholdt, fortalte vagtchef ved Fyns Politi Thomas Bentsen.

- Vi lokaliserer stedet, en lejlighed, hvor der blev skudt fra, og har også beslaglagt et våben.

- Han sad nede på gaden sammen med en flok venner, og de bliver inviteret op i lejligheden. Den mistænkte person stiller sig ud på altanen og skyder mod havnebadet. Det er både dårlig opførsel og mangel på omtanke, oplyste vagtchefen natten til onsdag.

Den 18-årige mand bor ikke på adressen.