20 centimeter gør forskellen

Fortovet på hjørnet af Rampen og Ny Præstøvej i Næstved volder kvaler for fodgængere, barnevogne og andre forbipasserende.

To lyskurve står i vejen for dem, som vil krydse den vitale færdselsåre mellem byens østlige bydel og bymidten.

Det erkender Næstved Kommune, der i dag torsdag flytter lyskurvene, så fortovet kan blive 20 centimeter bredere.

- Vi har lyttet til den kritik, som vi har fået, siger Peter Nielsen, projektleder i kommunens Team Trafik.

Han erkender, at de to lyskurve har gjort fortovene på hjørnerne for smalle.

- Man havde designet fortovet efter minimumsstandarderne i vejreglerne. Nu gør vi fortovet bredere ved at tage 10 centimeter af cykelstien og 10 centimeter af vejbanen, så vi kommer op på 20 centimeter, lyder det fra Peter Nielsen.

»Ufærdigt« look

Allerede kort efter åbningen af Rampen i november lød de første kritiske røster.

- Der er anlagt både cykelstier og fortove til fodgængerne på begge sider af vejbanerne. Men fortovene er vist kun knap én meter i bredden, i sig selv noget smallere end det gamle fortov, og samtidig så smalt, at barnevogne samt personer i kørestol eller med rollator kun vanskeligt kan holde sig inde på »eget område«, skrev Mogens Pedersen fra Kählersbakken i november til både Sjællandske og kommunen.

Med flytningen af lyskurvene bliver det fortov nu 20 centimeter bredere, mens der også bliver lagt et lag asfalt mere over både cykelsti og og fortov.

Det skal udjævne det »ufærdige« look med kanter i asfalten, der indtil nu har tegnet billedet af på Rampen.

Risiko for nattefrost har holdt det øverste lag asfalt væk indtil nu, hvor milde forårstemperaturer har jaget nattefrosten på flugt.

Afstribning af det øverste lag asfalt følger i næste uge.