Ejer søges: Stort pengefund i husholdningsmaskine

To frivillige fra den lokale genbrugsorganisation Spildopmagerne henvendte sig kl. 12.25 mandag på Kalundborg politistation for at indlevere et seks-cifret kontant pengebeløb som hittegods.

Pengene var fundet i en gammel husholdningsmaskine i Spilopmagernes genbrugsforretning i Kalundborg.

Maskinen kom ind i butikken i torsdags, hvor den blev indsamlet i en container på Kalundborg genbrugsplads på Asnæsvej.

På genbrugspladsen har Spildopmagerne en aftale med kommunen om, at de får alle de effekter, som borgerne stiller i containeren til genbrug.

Da husholdningsmaskinen ikke virkede, kunne den ikke sælges og skulle derfor destrueres.

I den forbindelse fandt personalet i butikken det store kontantbeløb, som de indleverede til politiet.

Pengene er nu i politiets varetægt, og det vil forsøge at finde frem til pengenes ejermand. For at sikre sig, at pengene udleveres til rette ejer, kan politiet ikke komme med yderligere oplysninger om husholdningsmaskinen eller det eksakte beløb.

Politiet vil gerne i kontakt med borgere, der har indleveret en husholdningsmaskine i containeren på Kalundborg genbrugsplads omkring torsdag i sidste uge. Kontakt politiet på tlf. 114.