Havnebadet er åbent

Kalundborgensere i alle aldre sprang torsdag aften i havnebassinet ved Vestre Havneplads, da der var officiel indvielse af den nye badezone.

Et område i havnebassinet var blevet markeret, så de badende tydeligt kunne se hvor badezonen var, og kajkanten var udstyret med stiger, så der var let adgang til havnebadet.

Borgmester Martin Damm (V) var blandt de fremmødte, og bød de mange gæster velkomne i Havneparken.

- Vi har besluttet os til at bruge lejligheden til at give jer en status på hvor langt vi er nået med planerne for vores havnepark, sagde han.

I dagens anledning var der således åbnet op til det nye havnehus, så gæsterne kunne komme ind og besigtige byggeriet.

- Huset skal være færdig omkring den første august, og det kommer blandt andet til at indeholde offentlige toiletter, en café samt et lokale hvor man kan spise sin medbragte mad mens man kigger ud over havnen, fortalte Martin Damm.

Til efteråret fortsætter arbejdet med at istandsætte og renovere havneområdet. Næste skridt bliver området omkring Asgers Fisk, fortalte borgmesteren.

Efter talen klippede han den røde snor over og åbnede officielt badezonen. Borgmesteren selv blev på land, men mange andre, både børn og voksne benyttede lejligheden til at tage sig en svalende dukkert i aftensolen.