Fredsommelig krigertræning og lækre vikingesnacks

Livet som viking har været ret hyggeligt. I hvert fald var det mest af alt det indtryk, man som besøgende på Vikingeborgen Trelleborg fik i påskedagene, hvor vikingelandsbyen Slagløse blev besøgt af rigtig mange gæster fra nær og fjern, som gerne ville mærke et snert af Danmark anno 980.

På trods af indlevende krigertræning på kamppladsen og potentiel dødbringende skydning med bue og pil, var stemningen mest af alt hyggelig, afslappet og fredsommelig.

Ja, faktisk var det svært ikke at blive draget til et liv ved bålet, klædt i hør og i gang med at nålebinde.

I Slagløse var der rig mulighed for at udleve drømmen om vikingelivet ved blandt andet at dekorere sit eget skjold, bage et fladbrød, skyde til måls med bue og pil, støbe kopier af vikingesmykker og smage på lækre vikingesnacks.

- Det er hytteost med ramsløg, soltørret oksekød, røget mørbrad, som er røget i vores egen rygeovn og kvæde kogt med honning, fortæller en af Slagløses næsten fastboende vikinger. Hun deler gavmildt ud af »fredagsslikket«, og faktisk er det slet ikke så tosset med et stykke soltørret oksekød og orange kvædegelé - og sikkert langt sundere end nutidens saltlakrids og vingummier.

Men selv om Slagløse emmende af lutter idyl påskedag, var der et voldsomt ekko af Vikingetidens barske realiteter andetsteds på Vikingeborgen Trelleborg.

Her blev der nemlig holdt foredrag af Rolf Warming, som ved mere end de fleste om vikingeskjolde og vikingetidens våben.

Rolf Warming er arkæolog, og han har blandt andet forsket i, at vikingeskjoldet ikke blot har været beregnet til at gemme sig bag - men i høj grad også er blevet brugt aktivt under kamp.

På Vikingeborgen Trelleborg er Trelleborg-skjoldet udstillet - Danmarks absolut eneste bevarede vikingeskjold.

Skjoldet blev fundet 40 meter fra vikingeborgens sydport ved en udgravning i 2008 og har en diameter på cirka 85 centimeter. Det er fremstillet af fyrretræ fældet i Vestnorge, og selvom det i dag er lidt af et puslespil, så er det ikke svært at forestille sig, hvor imponerende skjoldet har været i sin oprindelige udformning.

Vikingeborgen Trelleborg fortsætter med at have omvisninger og aktiviteter for hele familien året rundt, så kig ind på vikingeborgens hjemmeside for at få mere at vide at vide om tid og sted.