Poetisk pop-kvartet på Tapperiet

Lørdag den 9. marts giver den eksperimenterende, københavnske popgruppe Katinka koncert på Tapperiet med opvarmningskoncert ved Esben Munk.

Skarp ærlighed og musikalsk eventyrlyst har etableret Katinka som et elsket band blandt kritikere, radiolyttere og koncertgængere.

I foråret 2017 kom debutalbummet fra et egenrådigt band, som uden hensyn til at lave hits eller se hotte ud, har kastet sig ud i stormfulde højder af lyd og ned i lyriske afgrunde, hvor alle de små forbitrede følelser flyder fortvivlede rundt.

I efteråret 2018 udkom efterfølgeren »Vokseværk«, hvorfra første single »2000 meter i frit fald« var i heftig rotation på både P6 Beat og P4.

Bandets poetiske og eksperimenterende popmusik har ikke bare ramt radiostationernes playlister, men også landets spillesteder, hvor bandet har spillet for fulde huse over hele landet - lørdag den 9. marts kan Katinka opleves live til koncerten på Tapperiet.

Til koncerten på Tapperiet står Esben Munk for opvarmningskoncerten.

Esben Munk skriver sange, der handler om at vokse op som et barn blandt voksne, der er vokset fra hinanden. Selv at blive voksen i et samfund, hvor alle de andre har glemt, hvordan det er at være barn. Gennem fantasifulde fortællinger fanger Esben Munk publikum ved at dele skrøbeligt ærligt fra bagkataloget i et levet liv.

Koncerten med Katinka og Esben Munk på Tapperiet den 9. marts starter klokken 21.00 og dørene åbner en time inden koncertstart. Man kan læse mere om koncerten og købe billet på www.tapperiet.nu.