Kalundborg Gymnasium har fået en lille ny. Håndværkerne er ved at lægge sidste hånd på byggeriet af gymnasiets nye tilbygning, som bliver taget i brug i næste uge.
- Byggeriet har holdt tidsplanen og er gået forbavsende let og gnidningsfrit. Håndværkerne har været imødekommende og samarbejdsvillige, så vi er fortrøstningsfulde over for resten af projektet, siger vicerektor Mads Seneberg Christensen.
Den nye tilbygning er på 327 kvadratmeter i grundplanen og på to etager. Førstesalen indeholder fire nye undervisningslokaler, mens stueetagen indeholder et enkelt undervisningslokale, to fysiklokaler og et depot.
- Vi udvider ikke gymnasiets kapacitet. Når byggeriet er helt færdigt, så har vi nogenlunde det samme antal lokaler, som vi har i dag. Til gengæld bliver vores nye lokaler større, lysere og mere moderne, fortæller Mads Seneberg Christensen.
Tilbygningen var kun første etape i den i alt 35 mio. kr. dyre ombygning af gymnasiet. På mandag går håndværkere i gang med ombygningen af gymnasiets første sal, den såkaldte C-blok.
- Efter planen skal den del af byggeriet være færdig midt i september. Derefter går håndværkerne i gang med sidste etape, som bliver en ny hovedindgang ud mod parkeringspladsen og nye lokaler til gymnasiets ledelse og administration i de tilstødende lokaler, fortæller vicerektor.
Den nye tilbygning indvies officielt af borgmester Martin Damm (V) mandag eftermiddag.