Bilist påkørte mand i kørestol

Michael hansen

En 29-årig mand fra Svinninge slap uskadt, selv om han i sin kørestol blev påkørt af en bil på Hovedgaden i Svinninge tirsdag morgen kort efter klokken 9.

Ifølge politiet skete uheldet, da bilisten, en 25-årig mand fra Fårevejle Stationsby, skulle svinge fra Nordgårdsvej til venstre ad Hovedgaden.

Han var standset ved hajtænderne før venstresvinget, men var så kørt frem, og i den forbindelse ramte han den 29-årige mand i kørestolen.

Heller ikke bilisten kom noget til ved uheldet.

Politiet optog rapport for at klarlægge omstændighederne.

Man mistænker den 25-årige bilist for at have overtrådt færdselsloven i forbindelse med uheldet.