Adamsgården åbner til påske

Påsken står for døren, og Adamsgården i Jyderup lukker derfor dørene op for deres ottende sæson i gårdbutikken.

Påsken er en højtid, hvor familie og venner samles om god mad og vin, påskeæg, gaver og hyggelige traditioner.

På Adamgården bugner gårdbutikken med velkendte varer som kvalitetsvine fra Portugal, K. Larsen gourmet ekstra jomfru olivenolie, forskellig frugt- og bærmost, honningprodukter, Samsø-produkter (herunder snapse, gin og rom) mange forskellige økologiske Chaplon teer, økologisk kaffe og meget mere.

- I anledning af påsken har vi forårsbryg fra Holbæk Bryghus og de første danske Aroma-tomater i et mix af forskellige sorter, danske skoleagurker og potter med kartoffelplanter af den meget tidlige sort Solist. Påske lørdag har vi smagsprøver på gin og tonic med frugt sirup - en fantastisk både farvestrålende og særdeles velsmagende oplevelse. Til børnene har vi smagsprøver på de sunde frugt- og bærmoste, fortæller Charlotte Sparre Ibsen fra Adamsgården

Påskelam og sirupper

Påskelørdag er der også åbent i fårestalden, hvor børnene kan hilse på de små nye påskelam på gården. Det er endnu uvist, hvor mange små nyfødte lam, der til påske vil være i stalden - og hvilke farver de har. De kan være brune, hvide, grå, sorte eller plettede.

- Vi er glade for et kunne præsentere helt nye frugt sirupper i mange farver og smagsvarianter. Sweet Samsø har lavet en ny generation af sirupper kogt på pure' af frisk frugt. De indeholder derfor små rester af frugtkød, som giver et rustikt og fyldigt præg. De er velegnede til desserter og ikke mindst drinks. En anden nyhed er en helt unik Vodka fra Sams Island, lavet på samsø kartofler - og naturens eget middel mod snegle, tilføjer Adamsgårdens indehaver.

I påskedagene, den 18., 19 og 20. april er der åbent i tidsrummet klokken 10.00-14.00 hos Adamsgården, der ligger på Aggersvoldvej 3 A i Jyderup.