Her er hvad Nye Borgerlige står for, Mads

Debat

Mads Andersen, Folketingskandidat for de Konservative på Stevns - siger følgende i en artikel i DAGBLADET 11. februar:

- Jeg vil hellere sætte mig på bagerste række med Mette Frederiksen som statsminister end at være en del af et borgerligt flertal, der baserer sig på Pernille Vermunds holdninger.

- Meget af det, som Nye Borgerlige kommer med, er direkte fremmedhadsk. Deres ultimative krav for at støtte en borgerlig regering kommer de ingen vegne med. Jeg tror stadig på, at integration er måden at inkludere nye borgere på - og vi skal ikke bare rende rundt efter Martin Henriksen og Inger Støjbergs diktater.

Mads Andersen fra det Konservative Folkeparti har desværre valgt ikke at uddybe sin uhyrlige påstand om, at Nye Borgerlige efter hans mening er et fremmedhadsk parti.

Det har jeg ellers bedt ham om både i kommentarsporet under hans artikel og på Face Book.

Det giver mindelser om Svenske tilstande, hvor et demokratisk valgt parti dæmoniseres og udelukkes fra al politisk indflydelse.

Det er mig derfor magtpåliggende at præcisere hvor Nye Borgerlige i virkeligheden står.

Nye Borgerlige har ganske rigtigt tre ufravigelige krav til en kommende statsministerkandidat.

Tre ufravigelige krav, som er vores ufravigelige kontrakt med vælgerne om, hvad vi går til valg på.

Tre helt nødvendige og ufravigelige krav, hvis vi skal vende udviklingen i Danmark.

På 30 år har skiftende regeringer budt en halv million ikke vestlige indvandrere velkommen i Danmark. Indvandrere fra især lande i Mellemøsten og Afrika, som har endog meget svært ved at tilpasse sig det danske samfund.

Dette har medført ghettolignende områder, hvor ledigheden er tårnhøj, integrationen er ikke eksisterende, hvor kriminaliteten er skræmmende og banderne styrer med hård hånd.

Vi ser nogo-zoner, hvor politi og brandvæsen kun kommer under forstærkning.

Vi ser generation efter generation, som klarer sig dårligt og hvor mange unge forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter.

Vi ser en religiøs, kulturel og social kontrol af de unge mennesker, som forhindrer dem i at deltage ligeværdigt i det danske samfund.

En udvikling som koster samfundet svimlende 36 milliarder nettokroner om året i de næste 80 år.

Her skal vi huske, at folk fra Kina, Vietnam, Filippinerne og Thailand osv. også tæller med.

Denne befolkningsgruppe er dog fuldstændig problemfrit integrerede i vores samfund, hvor de bidrager positivt og loyalt til Danmark.

For at vi kan pege på en kommende statsministerkandidat, har vi tre ufravigelige krav, som i al sin enkelthed lyder som følger:

1. Alle kriminelle udlændinge skal udvises af Danmark. Konsekvent og efter første dom uanset køn, alder, etnicitet, tro, nationalitet eller hudfarve.

Er man kommet som gæst til Danmark, men ikke er villig til at overholde landets love, er man ikke længere velkommen.

2. Alle udlændinge skal forsørge sig selv uanset køn, alder, etnicitet, tro, nationalitet eller hudfarve. Enhver form for offentlig ydelse skal med andre ord være bundet op på et dansk statsborgerskab. Enhver, der søger til Danmark for at arbejde og forsørge sig selv, er velkommen, så længe vedkommende overholder landets love og respekterer vores kultur og vores demokrati.

3. Vi skal standse al asylbehandling på dansk jord.

Når vi har fået styr på situationen her i Danmark, skal vi atter modtage kvoteflygtninge, så vi er sikre på, at det er de helt rigtige flygtninge, vi hjælper her i landet.

I dag har de mennesker, der har søgt asyl i Danmark reelt ingen flygtningestatus, da de er rejst tværs gennem flere sikre lande for at nå hertil.

For Nye Borgerlige er de tre krav helt nødvendige for at rette op på årtiers politisk slendrian.

Vi ønsker ikke at islam skal have nogen indflydelse i det danske samfund.

Vi respekterer de mange muslimer, som dygtigt har evnet at tilpasse deres tro og kultur til en aktiv deltagelse i vores samfund og bidrager positivt. Når vi i Nye Borgerlige ønsker at begrænset ideologien islam, er det også for deres skyld.

Politisk korrekthed, symbolpolitik og lappeløsninger på samlebånd har medført, at danske statsborgere ikke kan få deres koner og kærester med hjem til Danmark, efter eksempelvis en længere udstationering i udlandet.

Vi smider rask væk små velintegrerede piger, som bor med deres mor i en dansk familie, ud af landet og lader dybt kriminelle udlændinge gå frit rundt i gaderne.

En politik, som de Konservative bærer et stort ansvar for.

Måske skal vi bare være glade for, at politikere som Mads Andersen hellere vil sidde på bagerste række med armene over kors og surmule, end at lave flere ulykker for vores lille land.

Martin Knudsen

Folketingskandidat

Nye Borgerlige

Køge