Fremstød for støtte til kræftramte

På Solskinspladsen vil man i dag, onsdag, hvor butikkerne holder længe åbent i Kalundborg, kunne finde medlemmer af planlægningsgruppen bag Stafet For Livet. De er med til et fremstød for den gode sag og glæder sig til at snakke med borgerne og besvare spørgsmål fra klokken 15 til 21, oplyser Rikke Dybkjær Meltz fra styregruppen.

Sidste år blev Stafet For Livet i Kalundborg gennemført for første gang med over 300 deltagere og et rigtig godt indsamlingsresultat, som bliver benyttet til forskning, støtte til kræftramte og deres pårørende.

I år håber styregruppen bag Stafet For Livet, at endnu flere vil deltage, så vi kan være med til at hjælpe endnu flere, der rammes af kræft.

Stafet For Livet Kalundborg holdes den 25. maj klokken 11 til den 26. maj klokken 11 i Munkesøen.

Lige nu er der tilmeldt 18 fightere og knap 200 deltagere fordelt på 14 hold. En fighter er en person, som på et tidspunkt i sit liv har fået diagnosen kræft. Det kan være en, der er syg, eller en, der har vundet kampen mod kræften.

Stafetten åbnes med taler ved borgmester Martin Damm og endnu en taler, som endnu ikke er på plads. Herefter følger fighterrunden, som består i, at fighterne bliver klappet rundt på den cirka 400 meter lange bane før holddeltagerne får lov at komme i gang.

Stafetten holdes i gang til klokken 22.30, hvor dagens højdepunkt, lysceremonien, holdes. Sidste år solgte arrangørerne cirka 200 lysposer, som alle blev påført hilsener fra pårørende til enten overlevende, syge eller personer, der tabte kampen. Allerede nu er der solgt 21 lys. Efter ceremonien sættes poserne ud langs med banen for at lyse den op i løbet af natten. Klokken cirka 10.45 søndag formiddag stoppes stafetten, og en fælles afsluttende runde påbegyndes.